Eksklusivt uddrag fra bogen

Skab en stærk fortælling - Storytelling Akademiet

Storytelling, hvad er din fortælling?
Personlig branding reshaped


Indledning

Storytelling er unikt. Det er et eminent værktøj til at vække følelser, og det kan bogstavelig talt skabe de samme hjernemønstre mellem afsender og modtager.

Formålet med denne bog er at gøre dig i stand til at skabe en fortælling om dig selv med fokus på din passion. Den fortælling kan inspirere og motivere dig til at indfri dine drømme og ambitioner.

Min tilgang går ud på at forankre fortællingen i din professionelle og private platform. Ved at anvende mine STARS-principper bliver du bevidst om, hvordan du anvender storytelling aktivt. Du vil opleve, at det påvirker måden, hvorpå du tænker, taler og lever dit liv.

Jeg oplever en stigende interesse for storytelling – fra helt unge talenter, der skal i gang med at forme deres fortælling, til den erfarne leder, der har så meget i bagagen, at det er tid til at prioritere, hvordan fortællingen bliver skarpest. Deres mål er individuelle, men fælles for dem er, at de ønsker at skabe, udvikle og skærpe deres personlige fortælling. 

Storytelling er stærk kommunikation

Formidable storytellers formår at fortælle historier, der udstikker en retning, forsimpler komplekse budskaber, og som ikke alene får modtageren til at lytte, men som også får dem til at huske og videreformidle hovedbudskabet.

(fortsættes under billedet)

Kundeudtalelser

Jeg har en bureaubaggrund fra finansiel kommunikation og PR. Senest har jeg været en del af presseteamet i Maersk Gruppen og arbejder i dag i Microsoft Danmark som Storyteller og Senior Communications Advisor. For sidstnævnte har jeg sammen med resten af det danske kommunikationsteam fået tildelt Microsofts årlige, globale kommunikationspris for storytelling i kategorien ’Captivating The Audience’.

Interessen for storytelling blev vakt i min studietid. I Maersk stødte jeg igen på det, hvor storytelling blev anvendt som et journalistisk greb til at formidle de gode historier internt samt positionere Maersk eksternt som thought leader. Da jeg blev en del af Microsoft, fik jeg fornyet interesse for begrebet. Den amerikanske kultur hylder storytelling på en måde, der er helt speciel, men kan virke overvældende og udansk for en gennemsnitsdansker.

Men jeg blev hurtigt grebet. Jeg opsøgte eksperter i storytelling og dyrkede skøn- og faglitteratur for at blive klogere. Snart blev det en integreret del af mit liv, og jeg så fortællinger alle vegne og i alle mennesker. 

Storytelling og personlig positionering

Det er i spændingsfeltet mellem storytelling og personlig positionering, at de interessante fortællinger findes. Én af mine favoritdiscipliner er at anvende storytelling til at skabe en platform for ledere og talspersoner, så de kan styrke deres position og opnå mere indflydelse ved at definere nogle klare målsætninger. Denne indsigt vil jeg gerne give videre og hjælpe dig med at skabe din fortælling.

Storytelling er et gammelt begreb, men det har fået fornyet relevans de senere år. Digitale kommunikationsplatforme bevirker, at vi befinder os i et konstant inferno af brands, virksomheder og personligheder, der kæmper om vores opmærksomhed. Dels er det umuligt for os at huske alle disse brands, og dels opstår der et behov for at forenkle og skabe mening i dette informationskaos. 

Hjernen husker historier

Fortællinger er nøglen til vores hukommelse. Vil man skille sig ud, må man klæbe sig fast. Derfor anbefaler jeg, at du fokuserer på to platforme. Den ene er din professionelle platform, der består af din faglige ballast, karriere og uddannelse, mens den anden er din private platform, der udgøres af dine personlige egenskaber, værdier og passion. Det primære fokus er at hjælpe dig med at skabe en fortælling, du kan anvende i en professionel sammenhæng ved at inkludere elementer fra din private sfære, der underbygger din faglige fortælling.

(fortsættes)

Din fortælling

Denne bog er opdelt i fire sektioner. Først introduceres du til begrebet storytelling og får værktøjerne til at skabe din egen fortælling. En række personer bidrager med perspektiver på storytelling og deler deres fortællinger: Thomas Zoëga Ramsøy, hjerneforsker og neuropsykolog. Esben Dalgaard Andersen, skuespiller. Charlotte Alexandra Pedersen, rådgiver for ledere og strategiske beslutningstagere samt klummeskribent på Børsen Karriere. Louise Busch Storgaard, tidligere leder i Nordea og i dag politiaspirant og psykoterapeutstuderende. Jonathan Richter, tidligere professionel fodboldspiller, stadig passioneret sportsudøver samt pædagog og foredragsholder. Kenth Kærhøg, storyteller-enthusiast og SVP, Head of Group Communication & Reputation i Danfoss.

I anden sektion får du værktøjerne til at optimere dit aftryk via STARS-principperne og give din fortælling kant. I tredje sektion har jeg samlet essensen af strategisk kommunikation, så dit budskab rammer plet. Jeg stiller løbende en række spørgsmål, du kan reflektere over, så hold øje med stjernerne i bogen. De indeholder spørgsmål og input, du kan reflektere over. Det hele samles i sidste sektion, så når du har læst denne bog, har du din fortælling klar, dit mål i horisonten og rejsen dertil defineret.

Jeg understreger altid, at samtaler om personlig storytelling foregår i fortrolighed, fordi det er personlige overvejelser, vi berører. Hav gerne det i baghovedet. Det er din fortælling, og du skal være tro mod dig selv.

Jeg håber, at du vil give dig selv tid til at reflektere over din historie, så du kan skabe din egen fortælling.

Helle

da_DK
Nyheder på vej

Modtag nyhedsbrev så snart vi løfter sløret!

Der bliver arbejdet på en masse projekter hos Storytelling Akademiet. Vær den første til at vide mere ved at tilmelde dig her.